Én af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst, er……
Foromtalen: I et let og legende sprog og i løbende dialog med H.C. Andersen, Kierkegaard, Nietzsche, Blixen, Løgstrup, Knausgård og andre staldbrødre rider David Bugge en række af sine kæpheste og reflekterer i essayets form over Gud og hvermand.
Min anmeldelse:
Hvor har det været en fornøjelse at læse denne bog om Nådestødet. Den er umådelig sjov, og forfatteren er både opblæst og vidende, en god cocktail.
Karen Blixens stork får en grundig gennemgang: Er det nok at vide, at man har været en del af et mønster? Thøger Larsen taler faktisk om at foregribe i Stjerner og Tid i 1914, men ham har Bugge ikke læst, skønt han kommer vide omkring. Også Thøger Larsen interesserede sig som HCA for mere end rapænder. Sjovt, hvis David Bugge tog fat i ham.
Vi kan læse om den dobbelte udgang og om at det evige liv kan være en ekstra appelsin i turbanen. Det var allerede Oehlenschläger inde på i sin berømte samtale med H.C. Andersen. Og teologen holder sig ikke tilbage for at foreslå ændringer i dåbsritualet. Held og lykke.
Jeg nyder, at han behandler “Den skjulte Gud” og at han giver Brinkmann en på torsken.
Men hovedsagen i bogen er den radikale heterodoksi, at nåden er suveræn. Både kvalitativt og kvantitativt. Sola gratia. Eller med et fint ord apokatastasis. Eller endnu smukkere på godt dansk: Vi bliver alle frelste. Nåden er grænseløs.
I Kristendommen er der kun én ting af virkelig alvor: Fortabelse er vendt til frelse. Jo, David Bugge gør virkelig teologi til den muntre videnskab. Eller som han siger: Leg tilbyder en tiltrængt pause fra den ekspansionstvang, der hærger det moderne menneske (herunder universitetet).
Og så er jeg helt med på den radikale nåde i begge former. Sola Gratia.