Dialekt

Kristen Thomsen i Vorherres hånd

Af Thøger Larsen

Man kan sommetider gå så underligt og rode, men aldrig har vi haft sådan en ståhej hos os som den syvende gang, min kone skulle føde. Ja, sikken molør! Herre Jesu Kors! – Jeg syntes, man kunne miste forstanden over det halve. Men sikkert er det: Man kan være lige ved at drukne i bekymring og snavs og alligevel komme ovenpå, når det er Guds vilje, og man holder sig til ham, og jeg har altid, når det kneb, holdt ved ham. Den ene af mine hopper havde dårlige tænder, den anden var halt og huden var slidt på bringen, og jordemoderen skulle hentes, alt, hvad de kunne løbe; Én ko var brunstig, og en anden skulle kælve, og den gamle so var ved få grise. Jeg havde det sådan, at jeg hverken kunne drikke eller spise. Men klokken tre havde min kone født, og lå med en lille pige ved brystet, og jordemoderen sagde, at ungen lignede mig, og den ko, der var brunstig, var gjort med kalv. Og klokken fire havde Vorherre velsignet mig med en datter og elleve grise og en tyrekalv.

Kristen Thomsen og bordbønnen

Af Thøger Larsen

Den dag, da Per Olesens hoppe blev fundet, var hans kone herhenne for at få middagsmad. Du kender hende nok, den 95 kilograms fede ål, så hellig som en engel og så dum som en kuller – først åd hun et halvt fad vælling, og så åd hun en pølse så lang som min stok. Nå, jeg ønsker hende velbekomme! Jeg er langtfra nærig, og heller ikke så frygtelig slem til at drille, men det manglede sgu blot, at den forbandede tæve skulle komme og lære mig, hvordan jeg skal leve. I begyndelsen gik det godt: hendes sludder driver med vind og vejr en gang imellem, men ingenting, der til mig kunne hælde, sålænge hun havde travlt med at stoppe mad i munden. Men det fik da en ende, og med nød og næppe havde hun tygget af munden og var færdig med at ræbe, før hun sagde: »Ja – nu er der kun en ting, jeg mangler.« »Er der det?« svarede jeg så. »Hvad er det da?« spurgte jeg. – »En tak til Vorherre fra manden i gården.« – Men jeg vil sgu hverken bebrejdes heller kradses. ??? Jeg svarede i vrede: »Jeg skal Søren sjaske mig nok takke Vorherre til den tid, det kan passe mig, og du skal sgu huske, at du er i byen. Jeg ved nok, at du takker for hver en portion, du får, jeg takker ikke mere end én gang om året, men du æder sgu også mange gange så meget. Du skal ikke sidde så klog og så hellig og så hunkatte-lysten – det rager ikke dig, hvad vi andre gør! Du synes vel, du ligner Vorherres billede, og så er du sgu ikke andet end lår og r..« – Hun rejste sig og ræbede og slog kors og sukkede og skrumlede af sted, og døren blev lukket.

Kristen Thomsen i morgenstemning

Af Thøger Larsen

Hvor er morgenerne dog dejlige om sommeren, når solen kommer og giver kulør til mark og muld og bakker og dale! Gøgen må kukke, og hanen må gale — de kan mærke, at Vorherre er i godt humør. Duggen ligger blank over eng og ager og alle Guds gaver. Aks og strå rækker sig højere og højere op, Som om de tror, at kernerne og toppen aldrig skulle få plads under bondemandens bjælke! Jeg skal altid tidligt op for at kalde på piger og karle for at sætte dem i arbejde. Karlene gaber og stønner og strækker sig, så hver en sene i deres ansigt fortrækker sig — pigerne gnider deres mave fra side til side med deres særk. Jeg går sommetider ud i stalden og stavrer omkring, mens de malker, og småsludrer med pigerne – så går deres arbejde så hurtigt, for kommer de tidligt op og er dvaske, kan de gerne sidde og sove med patten i hånden. Så går jeg langs med diger og grøfter og ser til det, der altsammen er mit: Stråene er lange, aksene er tunge, fuglene synger, som om de holdt af mig, men kerner – dem stjæler de fanden gale mig.

Kristen Thomsen fæster pige

Af Thøger Larsen

Kræ-Tammesen: Hør Søren! Jeg vil skynde mig at få mit ærinde forrettet: Vi er netop i dag kommet af med vores pige — hun havde gået og lusket for meget om natten ved Hans Peder Plystrups havedige. Jeg ville frygtelig gerne fæste din datter. Søren: Vi kan snakke om tingene, Kristen Thomsen! Sæt dig! Nå så er Kristen Hansens Trine rejst fra dig — ja, jeg vidste nu nok, at tøsen var tyk, men jeg tror, hun har fået det dernede i bakkerne ved ham den tåbelige skomagerknægt. Kræ-Tammesen: Nej gu’ har hun ikke. Hun har selv indrømmet, at Hans Peder Plystrups karl har rendt og fjantet med hende, den rødskæggede rakker. Til at begynde med ville hun ikke indrømme det, den sølle stakkel, men en dag, lige før vi skulle til at bygge stalden om, sagde jeg til hende, frit og frejdigt: „Enten er du tyk, eller også har du trommesyge!” Hun blev bleg om næsen, og med vand i øjet svarede hun: „Ja det hjælper vel ikke at lyve! Det er også trist, at man ikke kan lade være med at fjolle med de forbandede knægte, for lige meget hvordan man så lader sit tøj skære, så kan de sgu’ finde hver en strop og hver en hægte!” — Nå, væk er hun kommet den tredje september. Kan jeg fæste din datter fra den første november?

En byge

Af Jens Kirk

Der kom en byge, da klokken var fem – jeg skal love jer for, at det trak op. Vi var lige ved at få den sidste havre hjem, men nu blev det vådt i toppen. Men vi hængte sørme i – vi ville gerne være færdige, stakken skulle jo helst gøres færdig og glattes af, og ingen vidste jo hvilket vejr Vorherre ville sende os i nat og i morgen. Og det stod og dryppede fra de skyer, der trak ind, kornet var langt fra at være knastørt men det var da godt, det skulle øverst i stakken, så kunne det vel blive en smule tørre af sig selv. Men så klarede det op, bygen var forbi – vi fik lige en solskinsstribe, og så blev vi færdige, mens vi stadig kunne se – og karlene fik ild på deres piber. Folk, der bor på brostenene kan aldrig fornemme den fryd og den fornøjelse, det er for en bonde, når traverne er hjemme, og vi bare mangler en smule rivelse.

Rivelse er strå, der er spildt på marken under høsten, og som man river sammen senere, når negene er fjernet.
En trave er en samling af 4, 6, 8 eller flere neg, der står til tørre/eftermodning en uges tid eller to, afhængig af vejret, før de hentes hjem.