Da jeg fyldte 50 år fik jeg denne ørn i granit af Ejgil Westergaard
Der var engang en Tid, da Menneskene ingen Glæder havde; Hele deres Liv var Arbejde, Mad, Fordøjelse og Søvn. Den ene Dag gik som den anden; de sov ind efter Slid for kun at vaagne til det samme, Og deres Sind fortæredes af Ensformighed. Men en dag lærte mennesket at feste, da ørnen sagde til Mennesket: Jeg vil dræbe dig, hvis du ikke vil love mig, at I holder Sangfester, naar du kommer hjem. Og der blev festet, og den gamle affældige Hunørn blev ung igen. Thi naar Menneskene fester, bliver alle gamle Ørne unge.
Denne myte er beskrevet i Knud Rasmussens eskimoiske Alaska-æventyr, Gyldendal 1929. Myterne dannede grundlaget for det succes-rige teater Tukakteatret i Fjaltring grundlagt i 1975 af teaterdirektør og teaterskoleleder Reidar Nilsson. Gennem dette arbejde fik Grønland sit eget teater i 1994. Ejgil Westergaard var en stor støtte for teatret. Teatret er stadig hjemsted for en stor Grønlandssamling.
I Ejgil Westergaards ørnesten ser vi, at ørnen afleverer festens gave til os. Vi ser den hårde og kolde granit blive til liv. Der er bevægelse i stenen. Ørnen træder frem af granitten med festens gave. Vi ser det igen i Stenens Fugle på vej ind til Lemvig Gymnasium:
Fuglene er vild natur, lige trådt ud af stenen, med de fastholdes stadig af et lysende bånd. Som eleverne på et gymnasium.
Også på denne sten er der bevægelse, træet vokser opad:
Under en samtale ved dette træ, sagde Ejgil Westergaard til mig: Det er det, der vokser opad, der vinder. Kan noget siges tydeligere til en skole?
Inde i skolen ved scenen står et hovedværk af Ejgil Westergaard, Strengene brast. Det skal ses hele vejen rundt. Råt og uforarbejdet vokser aktiviteten frem. Stenen bevæger sig nedefra og opad. Vi anstrenger os, og selvfølgelig kan strengene briste undervejs. Men det ender godt med ro og eftertanke.
Her betragtes hovedværket af en kender:
Der er altid en sprække, hvor lyset kan komme ind og livet ud. Vi ser det i muslingen, som Ejgil Westergaard ofte gengiver. Her er det mere abstrakt, og jeg forestiller mig, at vi alle befinder os i en lille sprække i evigheden. Der er en evighed før vi blev født og en evighed efter vi dør. Stenen står ved en kirkegård.
Og stenen kan være bevægende.
Flotte bevægelser er der i Ejgil Westergaards musiksten:
Dramatisk var det, da Vesterhavet brød ind i 1981 i Vrist. Som minde herom lavede Ejgil Westergaard denne vidunderlige sten med alt fra havet:
Alt dette er baggrunden for, at vores hjemmeside om Ejgil Westergaard, udarbejdet af Heine Sand og mig, netop får titlen Stenens bevægelse.